CAN-bussen er en to-leder seriel kommunikationsbus. De to ledninger kaldes CAN High og CAN Low. Disse to ledninger er snoet sammen for at give beskyttelse mod elektromagnetisk interferens (EMI) og for at minimere signalforvrængning.
CAN High-ledningen bærer højspændingssignalerne og CAN Low-ledningen bærer lavspændingssignalerne. CAN-bus-ledningerne afsluttes i hver ende med en modstand for at sikre, at signalet er korrekt termineret og forhindrer signalrefleksioner.
Kabelføringen af CAN-bussen udføres i en kæde-stil, hvor alle enheder eller noder er forbundet i serie. Hver knude i netværket er forbundet med den forrige knude og den næste knude i kæden. Den første og den sidste knudepunkt i netværket er forbundet sammen og danner en sløjfe.
CAN-bussens ledninger kan opdeles i to hovedsektioner: hovedbussen og stubbene. Hovedbussen er hovedkommunikationslinjen mellem knudepunkterne. Stubbene er kortere ledninger, der forgrener sig fra hovedbussen for at forbinde til forskellige enheder.
CAN-bus-ledningerne er standardiseret og følger en bestemt farvekode for ledningerne. CAN High-ledningen er normalt farvet orange/hvid, og CAN Low-ledningen er normalt farvet hvid/orange. Disse farver bruges til at hjælpe med at identificere ledningerne og sikre, at ledningerne udføres korrekt.
Samlet set er kabelføringen af CAN-bussen enkel og pålidelig. Det er designet til at give et højhastigheds og pålideligt kommunikationssystem, og det er meget udbredt i forskellige applikationer rundt om i verden.
